Den 6. januar i år vandt journalisten Frederik Hugo Ledegaard Thim Cavling-prisen for hans podcast-serie ”Det levende bevis”. En podcast-serie, der fortalte historien om de to piger, der så sig selv som levende modbevis i en sag, hvor de kun kunne se til, imens deres forældre blev dømt i både byret, landsret og Højesteret for at have medvirket til, at de under en ferie skulle være blevet omskåret.

Rigtig mange har hørt dækningen af sagen om de to piger, hvis forældre er blevet dømt for at medvirke til en omskæring. Rigtig mange har siddet tilbage med en forundring og en skepsis omkring det retssystem, der er blevet kåret som verdens bedste, og som vi ellers har god grund til at tro på fungerer. Vi bryster os af, at det danske retssystem er så sikkert, at vi hellere ser 10 skyldige gå fri, end blot en enkelt uskyldig bliver dømt.

Og hvis du ikke har hørt podcasten, kan vi kort opsummere her: Et forældrepar bliver anmeldt til politiet for at have sendt deres døtre til udlandet for at blive omskåret. Sagen starter efter en skolelærer overholder sin underretningspligt til kommunen, da den ene af pigerne fortæller i skolen, at hun sammen med sin søster er blevet omskåret under en ferie.

De bliver efterfølgende undersøgt af en børnelæge, der bekræfter et indgreb og herefter ruller den store tunge snebold.Politiet indhenter som led i deres efterforskning en erklæring fra den mest betroede lægemyndighed i retssystemet: Retslægerådet. De læger, der sidder i Retslægerådet, afgiver lægevidenskabelige skøn til blandt andet retssager.

I sagen om de to piger fandt tre læger fra Retslægerådet, at det var hævet udover enhver rimelig tvivl, at pigerne var blevet omskåret. Men ifølge andre læger, der har undersøgt pigerne efterfølgende, er der i høj grad tvivl. Pigerne er blandt andet efter retssagen blevet undersøgt af den ledende overlæge på landets største gynækologiske afdeling på Hvidovre hospital. Hendes konklusion var ganske anderledes end Højesterets:  At der intet tegn var på omskæring. Hverken ved den faktiske undersøgelse af pigerne, og der var ej heller tegn i de videoer, som Retslægerådet havde udarbejdet deres erklæring ud fra. Kvinder og piger ser forskellige ud, og der var intet der indikerede et indgreb.

Men med udgangspunkt i Retslægerådets erklæring afsagde Højesteret dom i sagen den 2. maj 2018, hvor de satte et endeligt punktum i sagen med 1 år og 6 måneders fængsel til forældrene.

Genoptagelse af sagen
Forældrene, der mente, at de havde klare beviser for egen uskyld, forsøgte straks efterfølgende at få sagen genoptaget via den Særlige Klageret. Den Særlige Klageret varetager begæringer om genoptagelse af straffesager, når alle ankeinstanser er afprøvet.

Den særlige klageret genoptager sager i tre tilfælde

• Når der er kommet nye oplysninger til, og der er en formodning for, at disse oplysninger ville medføre en frifindelse eller en mildere straf, hvis de var kommet frem under behandlingen i retten.
• Når det kommer frem, at der er kommet falske forklaringer, dokumenter eller erklæringer frem under sagen.
• Når der i øvrigt foreligger andre omstændigheder, der gør det overvejende sandsynligt, at de foreliggende bevisligheder ikke har været rigtig bedømt.

Som nye oplysninger blev der blandt andet fremlagt en erklæring, hvor forældrene havde fået børnene undersøgt af en overlæge og professor fra Uppsala Universitet, der ikke var enig i den erklæring, der indgik i straffesagen om, at pigerne var blevet skåret i og at der manglede elementer. Retslægerådet havde fået forelagt den svenske læges vurdering, men havde ikke yderligere bemærkninger.

På trods af de nye lægelige oplysninger fandt Den Særlige Klageret frem til, at der ikke var tilvejebragt nye oplysninger, som kunne føre til at sagen skulle genoptages.

Ny behandling i den særlige klageret
Forældrene gav ikke op, og med et fornyet fokus på sagen som følge af Frederik Ledegaards podcast, nye oplysninger fra de største lægelige eksperter på området, og en stor gruppe forargede lyttere med en svækket tiltro til vores retssystem, skulle man tro, at der nu var grundlag for at få genoptaget sagen. Med hjælp fra advokat Mads Krøger Pramming påklagede forældrene påny afgørelsen.

Til støtte for genoptagelsen havde de anført, at fire specialiserede gynækologer, herunder verdens førende ekspert i omskæring, har undersøgt døtrene og konkluderet, at der ikke var tvivl om, at de ikke er omskåret. Desuden blev der henvist til, at den ene læge, der havde afgivet forklaring i retten, havde udtalt i podcasten ”Det levende bevis”, at han følte sig presset af anklagemyndigheden og han som følge af det, var kommet i tvivl om sin egen lægefaglige vurdering under vidneafhøringen i sagen.

Anklagemyndigheden gjorde derimod gældende, at de nye lægelige udtalelser fra pigerne var ensidigt indhentede erklæringer – altså en erklæring, der ikke er objektiv og derved har begrænset bevismæssig værdi, og at den læge, der havde følt sig presset allerede ved byretsbehandlingen havde givet udtryk om tvivl omkring egen konklusion.

Endnu engang afvist
Den 22. februar 2023 kom der på ny afgørelse i sagen, og endnu engang afviste Den Særlige Klageret at genoptage sagen. 4 medlemmer mente, at de nye lægelige udtalelser og de øvrige argumenter anført fra forældrene ikke kunne give grundlag for at genoptage sagen. Et enkelt medlem – en Højesteretsdommer - mente, at de nye oplysninger gav grundlag for at genoptage sagen.
Men flertallets stemme fik magten, og sagen blev derved ikke genoptaget. Med den eneste begrundelse, at betingelserne om genoptagelse ikke var opfyldt.

Den manglende begrundelse
Kravet om, at myndigheder skal begrunde deres borgervendte afgørelser, er et af de vigtigste principper i retssamfundet. Det er i begrundelserne, at vi læser os frem til, hvilke aspekter af sagen, der er lagt vægt på, og om grundlaget for afgørelsen er saglig. Det er i afgørelserne vi læser fortolkningen af den lov, som vi som borgere skal overholde og støtte ret på.

I forvaltningsloven finder vi de minimumskrav, der findes til de afgørelser, hvor borgeren ikke får medhold. Fx skal afgørelsen indeholde en redegørelse for de oplysninger i sagen, der er tillagt betydning. Der er dog ikke meget at læse i afgørelsen af den 22. februar 2023 fra de fire medlemmer, hvorfor det er svært at læse ind i, hvordan man som borger skal få genoptaget en sag. Selv når de største eksperter inden for et specifikt område er uenige i de oplysninger som en doms resultat lægger vægt på. Det er mange jurister, der nu sidder og klør sig i håret, og undres over den manglende begrundelse.

Det er afgørende, at de danske domstole og de myndigheder, der er tilknyttet hertil, er uafhængige af fx pressen, men den generelle tiltro til Danmark som en retsstat, kan lide betydelig skade, når nye beviser skriger til himlen, og det alligevel bliver fejet af bordet uden begrundelse.

Politiets tekniske beviser
Medierne har tidligere kritiseret at de tekniske beviser, der indhentes af politiet og anklagemyndigheden, statueres som objektivt og faktuelt korrekte. Vi har de seneste år oplevet beviser behæftet med fejl indhentet eller udarbejdet af politiet. Fx både når det kommer til teledata og til DNA-beviset, hvis beviselighed der ellers har været svært at argumentere imod som borger.

Det samme var gældende i perioden fra 2013, hvor der blev sået tvivl om politiets brandtekniske erklæringer, og hvor retten i Sønderborg blandt andet frifandt en mand for at have sat ild til eget hotel netop på grund af en second opinion.

Dengang gav det anledning til en granskning af de brandstiftelsessager, der havde været i den forudgående periode, og små ændringer i politiets efterforskningsforløb i brandsagerne.
Retsplejeloven dikterer, at efterforskningen tilkommer politiet, selvom advokater i et vist omfang har mulighed for at belyse sagen med vidner og erklæringer, men måske kan vi udlede af sagen her, at de erklæringer tillægges bevismæssigt mindre værdi, uanset hvem de vidner er, og hvad de har af baggrund.

Måske er det på tide, at vi begynder at tillade en større åbenhed overfor borgerens egne indhentede beviser. Både under behandlingen ved domstolene, men også efterfølgende. Særligt med det fokus, at borgeren og samfundet generelt skal sidde med en følelse af, at domstolene og staten generelt behandler sagerne retfærdigt og borgerens ord tillægges samme vægt som det tunge apparat som politiet og anklagemyndigheden udgør.

‍