Portrætter
2023-03-13

Advokat Simon Trolle Markussen: "I Spanien taler ingen om optimering"

I dagens artikel taler Simon Trolle Markussen ud om livet som selvstændig advokat og en spændende karrierebeslutning som indebar et år i udlandet. Han fortæller også om, hvorvidt advokatens rådgivning kan udskiftes med digitale tjenester.

Simon Trolle Markussen har gjort to ting mange drømmer om: Han tog sin computer i den ene hånd og sin familie i den anden, og flyttede et år til Spanien. Nu er han netop hjemvendt, og er kastet sig ud i livet som selvstændig advokat, ligesom han fortsat er på en iværksætterrejse som direktør og partner i Dokumenter.dk, hvor han selv har udarbejdet dokumenter inden for selskabsret og fast ejendom. I dag er han gæst i ADVOkursers fredagsføljeton til en snak om at rejse ud i verden og tage sit arbejde med og fremtiden for advokatbranchen.

En stor del af dit karriereforløb har kredset om selskabsret. Hvordan endte det med at være dit fokus?

”Det var en blanding af bevidst valg og tilfældighed. Jeg vidste, at jeg ville arbejde med erhvervsklienter, men jeg havde ikke en klar plan om at selskabsret skulle blive mit hovedfokus. Da jeg midt i min fuldmægtigperiode fik tilbudt et job hos SelskabsAdvokaterne, så var det et nemt valg, og jeg fandt hurtigt ud af, at selskabsretten er et rigtigt spændende område, som jeg holder meget af. Særligt arbejdet med ejerledere og ejerledede virksomheder er noget, som jeg synes er megaspændende. Mine klienter er meget forskellige og har vidt forskellige virksomheder, og det er meget inspirerende og lærerigt. Jeg glæder mig derfor også til at have fokus på denne del i min nye advokatvirksomhed STM Law, hvor jeg forhåbentligt kan hjælpe mange flere iværksættere i gang.”

Du trådte dine unge fuldmægtigskridt hos SelskabsAdvokaterne. Var det drømmen at blive advokat? Både før og under?

"Ja, det har altid været min drøm at blive advokat. Begge mine forældre har arbejdet som skolelærere, så det lå ikke lige til højrebenet, men af en eller anden grund, så har det været min drøm lige siden jeg var dreng."

Undervejs i din karriere har du kastet dig ud i iværksætteri, hvor du har været med til at skabe Dokumenter.dk, der laver automatiserede juridiske dokumenter. Hvad har været den vigtigste læring i den proces?

"Jeg har lært rigtig meget i den proces, og det har været fedt at udvikle sin egen virksomhed og ikke kun stå på sidelinjen som rådgiver. Den vigtigste læring har nok været, at en software-virksomhed og en legal tech virksomhed som vi er, altid er i en eller anden form for ”beta-version”. Hvis målet er at alt skal være perfekt inden du går i luften med dit produkt, så kommer du aldrig til at gå live. Du skal ud at prøve det af og have noget feedback fra kunderne og den virkelige verden. På den måde kan du hele tiden udvikle og optimere ud fra kundernes behov.”

Hvordan ser du Legaltech-branchen udvikle sig?

”Der er fuld fart på legal tech branchen. Det er min opfattelse, at der egentlig har været fuld fart på de seneste år, men det seneste års tid er det begyndt at gå rigtig stærkt. Jeg tror det hovedsageligt skyldes to ting: For det første udvikler teknikken sig i meget høj fart, og der sker rigtig meget lige for tiden. Og for det andet – og det er nok det vigtigste – så er advokaterne og advokatbranchen begyndt at være mere modige og modtagelige over for nye legal tech produkter. Advokatbranchen har haft det svært med forandringer og nye teknologier, men der er helt klart sket en modning inden for det seneste års tid, og det er vigtigt. Ikke mindst for advokatfirmaerne for at de kan holde på kunderne og ikke mindst medarbejderne.”

Kan advokatens rådgivning ende ud i at blive unødvendige og udskiftede med digitaliserede tjenester?

”Nej, det tror jeg som bestemt ikke, men der er rigtig mange standardadvokatydelser, som er blevet automatiseret, og der er endnu flere, der vil blive det i den nærmeste fremtid. Advokaten vil dog altid have sin berettigelse, da teknik og robotter ikke kan rådgive en kunde med en 360 graders rådgivning.
Det er derfor min opfattelse, at advokaten skal anvende digitale tjeneste i sin forretning til at optimere tid og eliminerer manuelle fejl og processer for på den måde at kunne yde kunden endnu mere specialistrådgivning ”på toppen” af standardydelserne. Det er der, advokaten skaber den reelle værdi og har sin berettigelse.”

Du har netop trukket et år ud af kalenderen, hvor du som digital nomade har taget dit arbejdsliv med til Spanien. Hvad har været det bedste ved den proces?

”Det bedste ved den proces, er at jeg har langt mere tid med min familie. Jeg arbejder hjemmefra og bruger ikke tid på transport m.v. Og så er jeg tvunget til at lukke computeren og arbejdet ned, når mine børn kommer hjem fra skole.”

Og hvad har været det sværeste?

”Der har været mange lavpraktiske ting, der har været svære og besværlige, men helt overordnet, så har der ikke været noget svært omkring arbejdet. Alle har været helt forstående og accepteret den præmis, at jeg arbejder fra Spanien. Det har hjulpet meget at kunder, kollegaer og samarbejdspartnere har vænnet sig til online-møder under corona-tiden. Et fysisk møde er altid at foretrække, men du kan komme rigtig langt med online-møder. ”

Har det givet dig læring, du kan tage med videre i dit arbejdsliv?

”Ja, jeg har lært at slappe af. Helt simpelt. I Spanien er der ingen, der snakker om optimering, digitalisering og automatisering. I Spanien forstår man at nyde livet, og det kommer helt klart som første prioritet frem for karrieren. Og så tager alle ting den tid det tager, og hvis det ikke kan gøres i dag, så kan det sikkert gøres i morgen. Det kan vi danskere lære meget af, for vi har ofte travlt med at nå mere og optimere hele tiden. Det gælder både med arbejde, børn, bil, hus, fritidsaktiviteter og andet. I køen i supermarkedet står man ikke og stresser over at det tager lang tid, eller at der kunne åbnes en kasse mere. Du står og slapper af og får en sludder med ”naboen”. Når det er sagt, så kan Spanien også lære meget af den danske måde at gøre tingene på, men jeg vil helt klart tage den spanske mentalitet med hjem til Danmark i en eller anden grad, så det forhåbentligt bliver det bedste fra begge verdener.”

Disse kunne også have din interesse?